Forårs Punch (Komfuret’s)

Forårs Punch (Komfuret’s)

Hjemmelavet Forårs Punch opskrift.

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har min daglige gang på Restaurant Komfur i Latinerkvarteret i Aarhus. Når jeg ikke lige har noget at lave, går jeg og roder med hjemmelavede ting, som vi kan sælge i restauranten. Mange af opskrifterne, deler vi gerne ud af her på siden. Jeg har i den seneste tid, gået og drømt om at have en punch til velkomst. Sådan en rigtig 90’er sommerhus Punch. Ikke noget moderne noget, bare en rigtig punch – sådan en satan med syltede frugter og hele pivtøjet. Efter søgen i diverse genbrugsforretninger, fandt jeg en bowle ude hos mine gamle chefer på Hotel Julsø. De donerede bowlen gratis, så nu har jeg fået punch på menuen.

 

Jeg glemmer aldrig barndomsminderne, hvor jeg fik lov til at sidde på min farmors køkkenbord så jeg kunne nå. Jeg havde mit eget lille blå børneforklæde hængende i kosteskabet, som jeg stolt selv fik lov at hente og tage på når der skulle bages. Man skulle jo passe på sit tøj, og min farmor vil ikke have at hun skulle sende børnebørnene hjem med beskidt tøj. Jeg havde kakao, dej og alt andet op til langt over begge ører, men en våd klud kunne klare det. Der var ikke noget bedre, end at få lov til at stoppe fingerne ned i dejen, mærke det klistre sig fast…måske komme til at stoppe en smule i munden for at smage på den når farmor vendte ryggen til. Den “lange” ventetid, når kagen skulle bages, duften der bredte sig i hele huset og til sidst det lune stykke kage eller brød.

Og det er det mad handler om – følelser og minder. Så jeg kan kun opfordre til og drømme om, at du som bruger af denne side, vil medvirke til at skabe samme minder for dit barn, barnebarn eller hvem det nu er. For hvem har ikke disse barndomsminder om mors eller bedstemors gryder, der stod og kogte eller det friskbagte brød. Mad er mere end bare at blive mæt, der må godt følge noget historie og noget kærlighed med. Så frem med gryderne, panderne og dejskraberen og skab dit eget eventyr i køkkenet. Så surf rundt på siden her, og find inspiration til dit børne eventyr i køkkenet.

Forårs Punch (Komfuret's)

Den (ikke så) hemmelige opskrift på Komfuret's Forårs Bowle. Det er en rigtig 90'er ting af en punch. Ikke nogen moderne version, næhhh helt klassisk med syltede frugter og det hele.
Forb. tid5 min
Tilb. tid5 min
Samlet tid10 min
Ret: Drikkevarer
Køkken: Dansk
Antal: 1 Bowle

Ingredienser

  • 3 fl Rosé Vin
  • 0,5 l Hyldeblomstsaft Koncentreret, evt. med opskriften her fra siden
  • 3 dl Mørk Rom
  • 1 kg Syltede Frugter i dåse
  • 3 Citroner

Sådan gør du

  • For at gøre det kompliceret.
  • Flå proppen af rosévinen.
  • Skru låget af hyldeblomstsaften.
  • Afmål 3 dl mørk rom.
  • Brug en dåse åbner, til at åbne for de syltede frugter.
  • Skær citronerne i skiver.
  • Hæld det hele i en stor bowle.
  • Server i glas med isterninger og pynt med sugerør, ske til frugterne og en skive citrusfrugt af en slags.
    Forårs Punch



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *