Kringle (Bentes)
Opskrift på Bentes kringle.
En af mange opskrifter på kringle fra min kære farmor. Kringlen er en dansk juvel, som næsten er glemt. Kringle er lækkert, og man kan variere fyldet i det uendelige. Man kan bruge æblegrød, rosiner, svesker etc. i sin kringle som fyld. Denne kringle opskrift kommer fra min farmors brors (Fredes) kone – Bente.
Jeg glemmer aldrig barndomsminderne, hvor jeg fik lov til at sidde på min farmors køkkenbord så jeg kunne nå. Jeg havde mit eget lille blå børneforklæde hængende i kosteskabet, som jeg stolt selv fik lov at hente og tage på når der skulle bages. Man skulle jo passe på sit tøj, og min farmor vil ikke have at hun skulle sende børnebørnene hjem med beskidt tøj. Jeg havde kakao, dej og alt andet op til langt over begge ører, men en våd klud kunne klare det. Der var ikke noget bedre, end at få lov til at stoppe fingerne ned i dejen, mærke det klistre sig fast…måske komme til at stoppe en smule i munden for at smage på den når farmor vendte ryggen til. Den “lange” ventetid, når kagen skulle bages, duften der bredte sig i hele huset og til sidst det lune stykke kage eller brød.
Og det er det mad handler om – følelser og minder. Så jeg kan kun opfordre til og drømme om, at du som bruger af denne side, vil medvirke til at skabe samme minder for dit barn, barnebarn eller hvem det nu er. For hvem har ikke disse barndomsminder om mors eller bedstemors gryder, der stod og kogte eller det friskbagte brød. Mad er mere end bare at blive mæt, der må godt følge noget historie og noget kærlighed med. Så frem med gryderne, panderne og dejskraberen og skab dit eget eventyr i køkkenet. Og mangler du et blåt forklæde, kan du købe et her…
Kringle (Bentes)
Ingredienser
Dej
- 500 g Hvedemel
- 250 g Margarine
- 1,5 dl Mælk
- 50 g Gær
- 2 Æg
Remonce
- 250 g Margarine
- 250 g Sukker
- 2 tsk Mandelessens
- 2 spsk Hvedemel
Sådan gør du
Remonce
- Rør Smør, sukker og hvedemel sammen og sæt det i køleskabet. Brug evt. rosiner, sukat, marmelade eller rå æbler.
Dejen
- Gæren opløses i det kolde mælk.
- Hvedemelet og de øvrige ingredienser blandes i, og det hele æltes sammen til en ensartet dej, der hæves til dobbelt størrelse i ca. 15 min. på et lunt sted - tildækket.
- Dejen deles i to lige store stykker, der hver rulles ud til ca 15 cm' bredde og 25 cm's længde.
- Smør remonce på midten af hvert stykke, og læg evt. rosiner, sukat, marmelade eller rå æbler herpå.
- Endestykkerne bøjes op, og læg dejen fra hver side ind over fyldet, således at de mødes på midten, tryk dejen fast til endestykkerne.
- Sættes på en smurt plade og hæver ca. 20 min. på et lunt sted - tildækket.
- Stængerne pensles med æggestrygelse og drysses evt. med hakkede mandler og sukker.
- Stængerne bages på ovnens midterste rille i en forvarmet ovn, ved 220 grader (Ingen varmluft) i 12-15 minutter.