Fastelavnsboller

Fastelavnsboller

Hjemmelavede fastelavnsboller opskrift.

Det er sikkert og vidst, at når vi rammer starten af året, kommer fastelavnen og derfor også fastelavnsboller! Jeg elsker fastelavnsboller, specielt hvis de er godt snasket med kagecreme eller syltetøj i! Denne opskrift på fastelavnsboller, er fra min farmors opskriftssamling. Og det er den hun brugte hvert år, når hun skulle bage fastelavnsboller til os børn.

 

Jeg glemmer aldrig barndomsminderne, hvor jeg fik lov til at sidde på min farmors køkkenbord så jeg kunne nå. Jeg havde mit eget lille blå børneforklæde hængende i kosteskabet, som jeg stolt selv fik lov at hente og tage på når der skulle bages. Man skulle jo passe på sit tøj, og min farmor vil ikke have at hun skulle sende børnebørnene hjem med beskidt tøj. Jeg havde kakao, dej og alt andet op til langt over begge ører, men en våd klud kunne klare det. Der var ikke noget bedre, end at få lov til at stoppe fingerne ned i dejen, mærke det klistre sig fast…måske komme til at stoppe en smule i munden for at smage på den når farmor vendte ryggen til. Den “lange” ventetid, når kagen skulle bages, duften der bredte sig i hele huset og til sidst det lune stykke kage eller brød.

Og det er det mad handler om – følelser og minder. Så jeg kan kun opfordre til og drømme om, at du som bruger af denne side, vil medvirke til at skabe samme minder for dit barn, barnebarn eller hvem det nu er. For hvem har ikke disse barndomsminder om mors eller bedstemors gryder, der stod og kogte eller det friskbagte brød. Mad er mere end bare at blive mæt, der må godt følge noget historie og noget kærlighed med. Så frem med gryderne, panderne og dejskraberen og skab dit eget eventyr i køkkenet. Og mangler du et blåt forklæde, kan du købe et her

Fastelavnsboller

Dejlig opskrift på hjemmelavede fastelavnsboller, med kagecreme eller syltetøj som fyld. Den er dejlig snasket og giver nogle underskønne fastelavnsboller.
Forb. tid30 minutter
Tilb. tid20 minutter
Samlet tid1 time 25 minutter
Ret: Bagværk, Desserter, Kager
Køkken: Dansk
Antal: 32 stk.

Ingredienser

Dej

  • 500 g Hvedemel
  • 200 g Smør Blødgjort
  • 75 g Gær
  • 50 g Sukker
  • 1 tsk Salt
  • 2 Æg
  • 2 dl Mælk

Remonce

  • 100 g Smør Blødgjort
  • 100 g Sukker
  • 1 spsk Hvedemel
  • 25 g Marcipan

Fyld

  • Kagecreme Find opskrift her på siden
  • Marmelade Bestem selv smag

Sådan gør du

Remonce

  • Rør alle ingredienserne godt sammen i en skål.
  • Lad det stå ved stuetemperatur.

Dej

  • Mælken lunes, og heri opløses gæren, som dog ikke må varmes med.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt til dejen er ensartet.
  • Lad dejen hæve i ca. 15 minutter på et lunt sted - tildækket.
  • Dejen deles i 2 lige store dele, som hver rulles ud i en firkant på ca 30 x 30 cm.
  • Hver firkant deles i 16 ligestore dele, så vi ialt får 32 stykker.
  • På hvert dejstykke anbringes 1 teskefuld remonce. Dejstykket lukkes godt sammen om remoncen og anbringes på smurte plader med lukningen nedad og trykkes let flade.
  • Lad dem hvile i ca. 5 min. Tryk derefter et hul ned i hver bolle med tommelfingeren og fyld heri en teskefuld kagecreme eller marmelade.
  • Bollerne hæves derefter i ca. 20 min. på et lunt sted - tildækket.
  • Bollerne pensles med æggestrygelse og bages på ovnens midterste rille ved 220 grader, i en forvarmet ovn uden varmluft i 10-20 minutter.
  • Efter afkøling pyntes bollerne med glasur.
    fastelavnsboller



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering