Hyldeblomstsirup

Hyldeblomstsirup

Hjemmelavet Hyldeblomstsirup opskrift.

Som den kræmmer jeg er, har jeg enormt svært ved at smide ting ud! Efter sidste års saft produktion, gik jeg og ærgrede mig over, at jeg smed alle skærmene og citronerne ud. Derfor var målet i år, at lave 100% anvendelse af hyldeblomstskærmene. Hvilket også lykkes! Det er derfor blevet til en serie af opskrifter, alle lavet på resterne, eller viderebrug af den Mørke Hyldeblomst Saft.

En af mine projekter blev Hyldeblomstsirup. Tanken var at en god sød Hyldeblomstsirup, ville smage fantastisk på pandekager eller vaniljeis. Så da jeg stod med noget saft tilbage, efter at have hældt på flasker, valgte jeg at koge det ned til en Hyldeblomstsirup.

 

 

Jeg glemmer aldrig barndomsminderne, hvor jeg fik lov til at sidde på min farmors køkkenbord så jeg kunne nå. Jeg havde mit eget lille blå børneforklæde hængende i kosteskabet, som jeg stolt selv fik lov at hente og tage på når der skulle bages. Man skulle jo passe på sit tøj, og min farmor vil ikke have at hun skulle sende børnebørnene hjem med beskidt tøj. Jeg havde kakao, dej og alt andet op til langt over begge ører, men en våd klud kunne klare det. Der var ikke noget bedre, end at få lov til at stoppe fingerne ned i dejen, mærke det klistre sig fast…måske komme til at stoppe en smule i munden for at smage på den når farmor vendte ryggen til. Den “lange” ventetid, når kagen skulle bages, duften der bredte sig i hele huset og til sidst det lune stykke kage eller brød.

Og det er det mad handler om – følelser og minder. Så jeg kan kun opfordre til og drømme om, at du som bruger af denne side, vil medvirke til at skabe samme minder for dit barn, barnebarn eller hvem det nu er. For hvem har ikke disse barndomsminder om mors eller bedstemors gryder, der stod og kogte eller det friskbagte brød. Mad er mere end bare at blive mæt, der må godt følge noget historie og noget kærlighed med. Så frem med gryderne, panderne og dejskraberen og skab dit eget eventyr i køkkenet. Og mangler du et blåt forklæde, kan du købe et her

Hyldeblomstsirup

En frisk og sød lille sag til de hjemmelavede pandekager eller vaniljeisen.
Forb. tid5 min
Tilb. tid30 min
Samlet tid35 min
Ret: Desserter, Tilbehør
Køkken: Dansk

Ingredienser

  • 1 liter Hyldeblomstsaft Find opskriften her på siden
  • 250 g Rørsukker
  • 0,5 Citron

Sådan gør du

  • Hæld saften og sukkeret i en lille gryde, og sæt det til at koge ved svag varme.
  • Kog lagen ned til en sirupsagtig konsistens – det tager længere tid end man tror, man pas på, at det ikke bliver for meget. Den vil blive tykkere når den køler af.
  • Smag til med citron, hvis den er blevet for sød.
  • Kom hyldeblomstsiruppen i et atamon-skyllet glas, og sæt den på køl.
    Hyldeblomstsirup



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *